TO 15-åRIGE ER LøSLADT I SAG OM TRUSLER OG VOLD På SKOLE I AARHUS

To 15-årige drenge er blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling i en sag, hvor en gruppe børn gik ind på Katrinebjergskolen i Aarhus bevæbnet med én eller flere knive.

Det oplyser Østjyllands Politi ifølge TV 2 Østjylland.

De to drenge er ifølge mediet fortsat sigtet for vold og trusler.

Ifølge sigtelsen gik de to 15-årige sammen med tre andre mindreårige drenge ind på skolen fredag den 5. april. De tre øvrige drenge har ifølge politiet en alder, så de ikke kan straffes.

Drengene var ifølge sigtelsen bevæbnet med en machete og udsatte to elever for vold i skolens aula.

Den ene blev skubbet omkuld og sparket. Den anden blev skubbet omkuld, så han slog hovedet ned i gulvet, skriver Århus Stiftstidende, som var til stede, da de to 15-årige blev varetægtsfængslet ved Retten i Aarhus 6. april.

Vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi Thomas Schouby har tidligere sagt, at politiet mener, at gerningspersonerne har en uoverensstemmelse med en elev, som de ville i kontakt med.

- Der er umiddelbart tale om meget unge gerningsmænd, og formentligt er der altså tale om en personlig konflikt, lød det fra vicepolitiinspektøren i en pressemeddelelse 5. april.

Skoleleder på Katrinebjergskolen Christian Hellum har tidligere sagt til TV 2 Østjylland, at de udefrakommende drenge var ude efter en bestemt elev.

På dagen for episoden på skolen blev der afholdt et informationsmøde for forældrene. Her deltog både Aarhus Kommune og Østjyllands Politi.

/ritzau/

2024-04-22T15:50:20Z dg43tfdfdgfd